Kort om transportrabat

Der kan gives rabat på rejsen mellem bopæl og uddannelsessted til studerende på ungdoms- og videregående uddannelser

Transportrabatten gives efter reglerne om befordringsrabat, som du finder her. Rabatten gives til køb af abonnementskort til offentlig transport i bus, tog og metro, i form af et Ungdomskort. I særlige tilfælde kan der gives tilskud til transport i eget transportmiddel som kilometerpenge.  Derudover kan der gives færgerabat, kontantrabat eller støtte efter fleksibel ordning.

Ungdomskort

Langt de fleste studerende får rabat i form af et Ungdomskort, der er det produkt, trafikselskaberne sælger som abonnementskort. Til Ungdomskortet er desuden knyttet andre fordele, bl.a. fri rejseret i det takstområde/zonegruppe, hvor den studerende bor. Disse andre fordele kaldes fritidsrejser og administreres i Trafik,- Bygge- og Boligstyrelsen.

Den studerende søger om Ungdomskort i to trin. Først skal han eller hun godkendes til Ungdomskort i trin 1. Godkendelsen baseres på oplysninger fra CPR, oplysninger om indskrivningsperiode fra jeres uddannelsessted og oplysninger om uddannelsesstedets lokaliteter (adresser). Selve godkendelsen administreres af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. Når den studerende er godkendt til Ungdomskort, skal han eller hun bestille og betale Ungdomskortet i trin 2 i selvbetjeningssystemet Mit Ungdomskort, som er et selvbetjeningssystem, der administreres af trafikselskaberne. Uddannelses- og Forskningsstyrelsen varetager således myndighedsopgaven med at træffe afgørelse om godkendelsen til Ungdomskort, mens trafikselskaberne varetager opgaven med salg og udstedelse af Ungdomskort.

Læs mere om Ungdomskort

Kilometerpenge

Studerende, der har særlig lang transport eller transporttid eller ikke har offentlig transport mellem bopæl og uddannelsessted, kan få en godtgørelse efter en kilometersats kaldet kilometerpenge.

Læs mere om kilometerpenge

Færgerabat

Visse studerende på ungdomsuddannelser kan søge færgerabat.

Læs mere om færgerabat

Kontantrabat

I ganske særlige tilfælde kan der ydes kontantrabat for et periodekort, hvis den studerende har søgt Ungdomskort i tide, men ansøgningen ikke kunne gennemføres på grund af helt ekstraordinære forhold.

Læs mere om kontantrabat

Fleksibel ordning

Elever på Forberedende Grunduddannelse (FGU, der gennemgår korte og vekslende forløb og af den grund ikke kan anvende Ungdomskort, kan efter aftale med skolen få støtte til den daglige transport efter fleksibel ordning.

Læs mere om fleksibel ordning

Din rolle som transportmedarbejder

Som transportmedarbejder på et uddannelsessted, skal du vejlede de studerende om alle formerne for transportrabat og behandle sagerne i befordringsmodulet i US2000.

Reglerne om transportrabat

Reglerne for transportrabat og vejledning om Ungdomskort finder du på ungdomskort.dk.

Sagsbehandling

Vejledning i, hvordan du behandler sagerne, finder du her på Ungdomskort-Net.