Kilometerpenge er en godtgørelse for egentransport, hvor den studerende kan få dækket en del af sine udgifter til transporten mellem sin bopæl og sit uddannelsessted. Den studerende kan søge om kilometerpenge, hvis det for eksempel ikke er muligt at benytte offentlige transportmidler mellem bopælen og uddannelsesstedet, eller turen med det offentlige forlænger rejsetiden væsentligt.
Det er uddannelsesstedet, der afgør, om den studerende har ret til kilometerpenge.
Betingelser for kilometerpenge
Du kan kun give kilometerpenge, hvis den studerende:
- opfylder de generelle betingelser for at få ret til Ungdomskort, herunder at den daglige rejsetid ikke overstiger 3½ time hver vej (for kilometerpenge via opslag på krak.dk), og
- opfylder en af betingelserne for at få kilometerpenge (strækning, ventetid, rejsetid eller §114)
Betingelsen skal være opfyldt hovedparten af ugens dage.
Fjernundervisning (herunder net-uddannelse og e-læring) giver ikke ret til kilometerpenge.
Vær opmærksom på, at der kun kan udbetales kilometerpenge for den strækning, der ligger mellem 24 og 300 kilometer tur/retur mellem bopæl og uddannelsessted per dag.
Læs om betingelserne for kilometerpenge på ungdomskort.dk.
Læs hvordan du behandler en ansøgning om kilometerpenge
Kilometerpenge i udlandet
Bor eller læser den studerende i Øresundsregionen i Sverige eller Flensborgzonen i Tyskland, kan han eller hun søge kilometerpenge til strækningen, forudsat at der er transport over grænsen til/fra Danmark på ruten. Det betyder, at bor den studerende i Øresundsregionen og har daglig transport til en skole for eksempel i København, men skal i praktik i Øresundsregionen i Sverige, bortfalder retten til kilometerpenge.
Ret til kilometerpenge bortfalder ved ændringer
Retten til kilometerpenge bortfalder, hvis den studerende:
- flytter
- ændrer uddannelseslokalitet
- begynder på en ny uddannelse (også selv om det er på samme adresse)
- afbryder uddannelsen
- forlænger uddannelsen
- ændrer undervisningen til fjernundervisning eller e-læring
- får orlov eller skal i lønnet parktik
- bor i Øresundsregionen i Sverige eller Flensborgzonen i Tyskland og ikke længere har transport i Danmark som led i den daglige transport
I disse tilfælde skal den studerende søge kilometerpenge igen, hvis han eller hun fortsat opfylder betingelserne og ønsker kilometerpenge.
Tilbagebetaling af kilometerpenge
Vi rejser krav om tilbagebetaling af for meget udbetalte kilometerpenge. Det kan ske, hvis vi modtager oplysninger om ændringer af de forhold, der lå til grund for godkendelsen til kilometerpengene og antal rejsedage.
Vi rejser for eksempel krav om at betale tilbage, hvis den studerende har fået kilometerpenge for rejsedage:
- efter uddannelsen er afbrudt eller uddannelsesperioden er ændret
- selvom den godkendte rejsestrækning, bopæl eller uddannelsessted er ændret
- hvor han/hun ikke har haft transport mellem bopæl og uddannelsessted
Afgørelser og krav om tilbagebetaling af for meget udbetalte kilometerpenge sendes til den studerende som Digital Post via borger.dk/til e-Boks.
Forkerte udbetalinger, der ikke er krævet tilbage
Bliver du opmærksom på, at der uretmæssigt er udbetalt kilometerpenge i en sag, skal du henvende dig til transportenheden i styrelsen via virk.dk eller med sikker mail på ungdomskort-adm@ufm.dk.
Du kan læse mere om tilbagebetaling af kilometerpenge på ungdomskort.dk her.