Dispensation for 3½ time

Når en studerende søger dispensation for reglen om højst 3½ times transport hver vej pr. rejsedag, skal du sende ansøgningen til styrelsen

Ønsker de studerende at søge om dispensation, fordi de har fået afslag på ansøgning om Ungdomskort eller kilometerpenge på grund af at rejsetiden er over 3½ time hver vej, udfylder de et ansøgningsskema, som de finder på ungdomskort.dk under betingelser eller skemaer.

Ansøgningen afleveres til uddannelsesstedet sammen med dokumentation for uddannelsesaktivitet og for, at de reelt rejser over 3½ time dagligt hver vej. Dokumentation kan for eksempel være kopi af billetter, log for rejser på personligt rejsekort eller anden personlig rejsehjemmel, samt undervisningsplan, praktikaftale med videre. 

Du skal sikre, at den studerende både har vedlagt dokumentation for at de rejser dagligt og for, uddannelsesaktiviteten, de søger for. Se uddybende beskrivelse af dokumentation på ungdomskort.dk.

Vær opmærksom på, at rejsetid med Ungdomskort fremgår af opslag i rejseplanen.dk, mens rejsetid for en kilometerpengeansøgning svarer til den tid krak.dk fortæller det tager at køre i bil fra bopæl til uddannelsessted. Læs mere om rejsetid på ungdomskort.dk nederst her.

I skal udfylde felt 1 og felt 7 i skemaet. Ansøgning om dispensation forudsætter, at den studerende i øvrigt opfylder betingelserne for Ungdomskort og en af de særlige betingelser for kilometerpenge, hvis dispensationsansøgningen gælder dette (det angives i felt 7).

Ansøgning og dokumentation skal sendes til styrelsen med sikker mail til ungdomskort-adm@ufm.dk eller via virk.dk - vælg Transportrabat > Dispensation 3½ time. Send kun én ansøgning per mail.

Særligt for korte klinikforløb

Søger den studerende dispensation til korterevarende forløb på kliniske undervisningssteder (obligatoriske klinikforløb jf. studieordningen, eksempelvis på uddannelserne til fysioterapeut, sygeplejerske og audiologopædi samt på medicinstudiet), som del af en længerevarende uddannelse, beder vi dig oplyse dette tydeligt i din mail til styrelsen. Til netop disse ansøgninger er der ikke krav om dokumentation for faktiske rejser over 3½ time, og de kan derfor søges på forhånd.

Skolehjem/kostskole

Bor den studerende på skolehjem eller kostskole, og søger dispensation for rejsetiden mellem folkeregisteradressen og uddannelsesstedet, skal du afvise at modtage ansøgningen. Den studerende har ret til Ungdomskort fra skolehjem/kostskole til uddannelsessted - ikke fra folkeregisteradressen. Du kan henvise den studerende til at læse mere om flytning til skolehjem.

Får du kendskab til sager, hvor den studerende uretmæssigt har Ungdomskort til strækningen mellem folkeregisteradresse og uddannelsessted, selvom den studerende bor på skolehjem, skal du kontakte styrelsen, der afgør sagen.