Udenlandske studerende, der eksempelvis er på studieophold/udveksling i Danmark, kan godkendes til Ungdomskort eller anden rabat efter reglerne om transportrabat, og for eksempel indskrives manuelt, hvis uddannelsen er godkendt til rabat, og den studerende i øvrigt opfylder betingelserne. Det gælder også statsborgere fra et land udenfor Norden og EU/EØS. Men har udenlandske studerende en opholdstilladelse som studerende, må de ikke modtage offentlige ydelser. SIRI vejleder om, at de blandt andet ikke må modtage SU og Ungdomskort, og at dette kan få konsekvenser for deres opholdstilladelse. Læs mere på nyidanmark.dk.
I kan ikke give afslag på en ansøgning om Ungdomskort eller kilometerpenge efter reglerne om befordringsrabat af den grund. Det er de studerendes eget ansvar at overholde de regler, der gælder for deres opholdstilladelse. I stedet kan I vejlede den studerende, hvis I bliver opmærksomme på en sådan situation, eksempelvis i forbindelse med at de henvender sig for at få vejledning om SU, Ungdomskort og manuel indskrivning i US2000.
I kan henvise den udenlandske studerende til vejledning fra SIRI og til siden om Betingelser eller English på ungdomskort.dk. Der står desuden et afsnit om residence permit i godkendelsesbrevene (til Ungdomskort og kilometerpenge), hvor der også henvises til SIRI.