Da GF2 er en ny uddannelse, afbryder indskrivningen den studerendes godkendelse til Ungdomskort til GF1-perioden. Nogle studerende kommer i klemme, da en tidlig indskrivning på GF2 betyder, at de ikke kan nå at købe Ungdomskort til hele GF1-perioden.
For Ungdomskort gælder, at kortet først modtages op til 14 dage efter, det er bestilt, og at kort-perioden mindst skal være på 30 dage.
Har den studerende allerede et Ungdomskort, der er gyldigt resten af GF1-perioden (for eksempel i december og januar), kan han eller hun fortsat bruge det.
Tidlig indskrivning på GF2 kan give problemer for Ungdomskort
Indskriver I eksempelvis den studerende i november eller december, til GF2 med start den 15. januar, afbryde den igangværende uddannelse på GF1. Studerende under 18 år får afbrudt deres godkendelse til Ungdomskort fra den dag, I opretter indskrivningen. Dermed er perioden for deres godkendelse til Ungdomskort til GF1 forkortet, da den slutter ved årets udgang, og de studerende kan ikke købe eller forny Ungdomskort til GF1-perioden, hvis perioden er mindre end 30 dage.
Går den studerende på GF1 og skal på GF2 på samme uddannelsessted, er det derfor vigtigt, at den studerende tidligst muligt køber et Ungdomskort til GF1, der for eksempel gælder til den 31. januar.
Sådan gør du
Indskriver I de studerende tidligt til GF2, bør I vejlede dem om at købe Ungdomskort til hele GF1- perioden (januar med) før indskrivningen til GF2.
Hvis det kan fungere i forhold til jeres studieadministration i øvrigt, vil det generelt være en fordel i forhold til Ungdomskort først af indskrive studerende til GF2 i starten af januar. Det vil stille de studerende bedst muligt i forhold til at købe Ungdomskort, og det vil ikke forhindre, at de kan nå at søge SU til GF2 i januar måned. Læs eventuelt mere om SU til GF1 og GF2 på SU-net under Basisviden.
Er den studerende blevet afbrudt på grund af en tidlig indskrivning på GF2, og har han eller hun en indskrivning fra tidligere, kan det i nogle tilfælde være løsningen at få styrelsen til at slette den nye indskrivning og genaktivere den gamle indskrivning. Derefter kan den studerende søge godkendelse igen, men de kan tidligst få et kort, der gælder 14 dage efter at være godkendt på trin 1 igen. Beder I os slette den nye indskrivning, skal I være opmærksomme på, at indskrivningen skal foretages igen, så den studerende kan søge Ungdomskort (og evetuelt SU) fra januar. Her vil indskrivning igen afbryde det gældende Ungdomskort. Foretag derfor først den nye indskrivning, når den studerende har et Ungdomskort til december eller januar i hånden.
Generelt ikke kontantrabat
Vi yder generelt ikke kontantrabat for den første del af december eller manglende dage i januar på baggrund af tidlig indskrivning på GF2. I ganske særlige tilfælde kan dog ydes kontantrabat, hvis eksempelvis en studerende under 18 år var forhindret i at søge til sidste del af GF1, fordi godkendelsen til Ungdomskort blev afbrudt grundet indskrivningen til GF2.