Praktik og forlagt undervisning

Se, hvordan du behandler ansøgninger om sekundære strækninger

Når den studerende har søgt om at blive godkendt til en sekundær rejsestrækning til forlagt undervisning eller praktik, behandler du ansøgningen på følgende måde:

Sådan gør du

Du finder sagerne i US2000 ved at åbne kontrollisten befordring (trkont).

  • Dobbeltklik på den ansøgning, du vil behandle

Du sendes til billedet ”Ansøgningsoversigt” (ansøgningen har status: sekundær rejsestrækning)

  • Marker ansøgningen, tryk Hent eller dobbeltklik på ansøgningen
  • Angiv om perioden er til en videregående- eller ungdomsuddannelse
  • Er den sekundære til-adresse forkert - overskriv med korrekt adresse
  • Tjek den periode, den studerende har tastet. Du må kun godkende perioder, hvor den studerende er under uddannelse - herunder ulønnede praktikforløb
  • Godkend ansøgningen, hvis betingelserne er opfyldt og oplysningerne er korrekte
  • Kan du ikke godkende ansøgningen, skal du give afslag
  • Opdater

Vælger du ’Andet’ som afslagsårsag, får du mulighed for at udfylde et fritekstfelt, hvor du eksempelvis kan give yderligere forklaring eller begrundelse.

Samme takstområde/zonegruppe

Ligger den studerendes praktiksted/forlagt undervisning i samme takstområde/zonegruppe, som han eller hun har bopæl i, kan den studerende bruge sit almindelige Ungdomskort, og du skal ikke godkende et nyt sekundært Ungdomskort.

Du skal annullere ansøgningen ved at vælge afslagsårsagen Annullér i dropdown-menuen. Så modtager den studerende et brev om, at strækningen til praktik/forlagt undervisning er dækket af det almindelige Ungdomskort

Forlagt undervisning i korte perioder

Som udgangspunkt skal der være tale om en periode på mindst 30 dage, for at trafikselskaberne kan udstede et Ungdomskort. Du har dog mulighed for at godkende en sekundær rejsestrækning i en korterevarende periode ned til 14 dage, hvis særlige og obligatoriske uddannelsesaktiviteter som del af en længerevarende uddannelse begrunder dette.

Søger den studerende transportrabat til kliniske undervisningsforløb (obligatoriske klinikforløb jf. studieordningen, som del af en længerevarende uddannelse), kan du godkende ned til 1 uge. Det gælder eksempelvis klinikforløb på medicin samt uddannelserne til fysioterapeut, sygeplejerske og audiologopædi.

I disse tilfælde kan du godkende ret til rabat (Ungdomskort) for en kortere periode.

Uddannelsesstationer kan ses som forlagt undervisning

Videregående uddannelsessteder, som har uddannelsesstationer, kan i forhold til Ungdomskort se uddannelsesstationen som "Forlagt undervisning" og tildele et sekundært Ungdomskort, hvis der er overlap i en uddannelsesperiode, og hvis destinationen ikke er dækket af det primære Ungdomskort. Er der ikke overlap i perioderne, skal den studerende søge til den aktuelle uddannelseslokalitet. 

Du skal huske at bede os oprette en ny lokalitet (uddannelses-adresse), hvis adressen på uddannelsesstationen ikke allerede er oprettet, ellers kan de studerende ikke vælge adressen i Trin 1 i ansøgningen, når de søger om at blive godkendt. Se hvordan under Uddannelsesstedets adresser = lokaliteter. 

Ved ansøgninger om kilometerpenge for en periode, hvor der er undervisning på flere lokaliteter, skal du ligeledes betragte uddannelsesstationen som "Forlagt undervisning".

Transportrabat til forlagt undervisning eller ulønnet praktik uden primært Ungdomskort

Systemet er bygget op sådan, at de studerende skal købe det primære Ungdomskort for at kunne få det sekundære Ungdomskort uden egenbetaling – og denne mulighed fungerer fint for de fleste.

Enkelte studerende, særligt på videregående uddannelser, kan dog i en periode alene have behov for transportrabat til den sekundære strækning. Det gælder typisk, fordi de har øget egenbetaling på det primære Ungdomskort, eller fordi rejsetiden på den primære strækning er over 3½ time hver vej.

Studerende, der har brug for rabat på den sekundære strækning, men ikke ønsker det primære Ungdomskort, kan i stedet tilbydes at søge kontantrabat for periodekort fra deres bopæl (folkeregisteradresse) til den godkendte sekundære strækning.

Særligt for studerende på fjernundervisning

Følger den studerende fjernundervisning og søger sekundært Ungdomskort til forlagt fjernundervisning, skal du give afslag på ansøgningen. Du kan vejlede den studerende om at søge rabat i form af kontantrabat for rejser til dokumenterede uddannelsesaktiviteter, hvis ikke strækningen er dækket af det primære Ungdomskort. Læs om praktik og forlagt undervisning her.

Følger den studerende fjernundervisning, men har ulønnet praktik med fremmøde, kan du godkende et sekundært Ungdomskort i praktikperioden, hvis ikke strækningen er dækket af det primære Ungdomskort.